tirsdag den 11. februar 2014
Obduktion og veterinærmode!
Igår var en såkaldt FIB-kat blevet aflivet, og efterfølgende blev de to veterinærsygeplejersker og jeg enige om, at vi skulle obducere den. FIB er en væske-med-blod-dannelse i bugen, som man ikke ved hvorfor kommer. I den forbindelse skulle vi selvfølgelig være iklædt det sidste nye, lækre modetøj - eller? Det er et must have i enhvers tøjskab, haha!
Det giver en kildende fornemmelse i fingerspidserne, at være med til noget der ikke sker hver dag på et dyrehospital, når man virkelig brænder for faget. Det var spændende, lærerigt og jeg elskede, at jeg måtte være med.
Kender I det? At man virkelig kan mærke, at man har fundet sin rette hylde? Pludselig er mandag morgen ikke så slem, som den plejer at være, og dagene er ikke så lange.
lørdag den 8. februar 2014
Hej, jeg hedder Maria!
Mit første blogindlæg. På en offentlig blog. Det er grænseoverskridende og indbydende på samme tid. Grænseoverskridende fordi man lægger sit liv og sin historie ud i cyberspace for alle at dømme, indbydende fordi man ikke ved, hvad der kan ske. Alt kan ske!
Jeg er fynbo, 23 år gammel og jagtede indtil fornyligt veterinærsygeplejerskeuddannelsen; min drøm. Det gør jeg ikke mere. For efter to års intensiv jagt, er elevpladsen endelig kommet i hus.
Jeg forestiller mig, at bloggen vil handle om drømme. Om at arbejde sig hen imod, og til sidst opnå hvad man har arbejdet for. Hvilken forløsning det er. For det er det; en forløsning. Endvidere vil jeg nok lade jer følge mig, åbne op for mit lille liv i den store verden.
Måske er det interessant, måske ikke…..
Abonner på:
Opslag (Atom)
